Arrangementet er afholdt

Baal

Der er lagt op til en aften med store armbevægelser, når Baal den 26. oktober giver koncert i intime rammer på Hotel Cecil.

Man ved aldrig helt, hvor man har Baal, hvilket passer meget godt med bandets selvforståelse. Siden debutalbummet ”Sensorama” i 1996, der spandt tråde på en illusion om en undfangelse et sted i Europa, har mystikken og tematikken gået hånd i hånd gennem deres mange udgivelser.

Med det nye album ”Time Is Old”, der udkom i januar 2019, og som er deres første i 10 år, rejser de sig fra deres skjul og afdækker et område, der er helt deres eget, og deres unikke recept for sangskrivning med klare referencerammer til rockens DNA præger de 12 nye numre.

Med Bjørn Fjæstads karakteristiske vokal i front for resten af orkestret tages der store selvsikre skridt på vej ind i en ny tid og et univers, som Baal dikterer. Et på samme tid udadvendt og indadskuende dystopisk værk med små øer af længsel efter nærhed.

Siden forrige album ”Behind Your Echoes” fra 2008 var gruppen lukket ned indtil 2016, hvor de udgav en single og tog på danmarksturné i forbindelse med 20 års jubilæet for debutalbummet, der samtidig blev genudgivet på vinyl. Samme år udkom Fjæstads første soloalbum, ”Du kender intet til mig”.

Baal mødtes herefter i den svenske ødemark, på en skrænt ved kysten og senere i Korinth for at undersøge, hvordan Baal lyder i dag. Ud af disse produktive møder kom en masse materiale, som bandet tog i studiet for at indspille, og som danner grundlag for deres syvende fuldlængde, ”Time Is Old”.