03.03.2020
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 200 kr. (Eks. gebyr)

Blaue Blume

Interessen for koncerterne den 17. og 18. februar med Blaue Blume har været stor, så vi kan med glæde melde, at det er lykkedes at få to nye koncerter i kalenderen den 2. og 3. marts.

Anmelderroste Blaue Blume udsender deres andet album ”Bell of Wool” den 8. november, og den 17. og 18. februar præsenterer bandet de nye numre i intime rammer på Hotel Cecil.

For knap to år siden udkom Blaue Blumes fremragende og anmelderroste EP ”Sobs” med bl.a. singlen ”Ebony”, der var P3’s Uundgåelige. EP’en var endnu en elegant tilføjelse til bandets ekstremt høje niveau af udgivelser. Bandet havde indtil da udgivet den fornemme debut-EP ”Beau & Lorette” (2014) og den smukke og ambitiøse albumdebut ”Syzygy” (2015).

I kølvandet på ”Sobs” var et utal af udsolgte koncerter på tapetet, men efter en weekend i december 2017, med koncerter i Hamborg, Berlin og Ankara, måtte bandet trække stikket midt i deres turné. Forsanger Jonas Smith meldte senere ud på bandets Facebook, med en stærk og ærlig kommentar, at han kæmpede med en depression, og at bandet indstillede al koncertaktivitet øjeblikkeligt. De måtte tage en pause – men ville vende tilbage stærkere.

I juni udgav så Blaue Blume ud af det blå den nærværende sang ”Morgensol” efterfulgt af ”Lovable” i september, og nu tredje singleudspil ”Vanilla”, der er sidste forsmag på Blaue Blumes andet fuldlængdealbum ”Bell of Wool”, inden det udkommer den 8. november.

Bandet tog i september til Hamborg for at spille til deres tyske pladeselskab Hfn Music’s showcase under Reeperbahn Festival, hvilket var bandets første liveoptræden siden december 2017. Koncerten var en succes og en enorm forløsning for bandet, folk stod tæerne af hinanden, og med kø helt ud på Reeperbahn var der ingen tvivl om glæden hos det tyske publikum over, at bandet er tilbage på livescenen.

Det hele føltes rigtigt, og nu kan det danske publikum glæde sig til to koncertaftener med Blaue Blume på Hotel Cecil i februar 2020.