11.09.2020
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 130 kr. (Eks. gebyr)

Freddy And The Phantoms

Freddy And The Phantoms udgiver nyt album og kommer til Hotel Cecil den 11. september, hvor de vil spille en perlerække af numre fra deres 5 albums og masser af nye hits, krydret med flere vilde gæsteoptrædener.

På Freddy And The Phantoms femte album “A Universe From Nothing” tager bandet hul på et nyt episk kapitel i den historie de har skrevet på gennem det seneste årti. Døren til fremtiden er brudt op – og bandet befinder sig i et dystopisk og faretruende univers, hvor truslen om undergang konstant lurer i kulissen. Der gives ingen lette svar på det stærkt konceptuelle nye album, som både har ladet sig inspirere af Dantes “Guddommelige Komedie”, Stephen Hawkings “En kort historie om tid” og verdens nuværende klimakrise. Det tunge emnevalg har også medført et tungere og hårdere musikalsk udtryk hos bandet, en musikalsk transformation som har sendt bandet ind i et nyt heavy og scifi-rock univers, men uden at slippe bluesmusikkens grundlæggende DNA.

“For at kunne forløse albummet har vi måttet ladet os inspirere af andre musikalske og litterære udtryk end tidligere – og har både kigget tilbage og længere frem i tiden. Bach, Sabbath, Dio, Mastodon og Rival Sons har alle vist noget af vejen, for blot at nævne en håndfuld. I bund og grund føler vi lige nu, at vi har fundet vores egen sound og niche og fordi den både kan pege frem og tilbage er den reelt set tidløs i rocksammenhæng”, udtaler bandets forsanger Frederik “Freddy” Schnoor.

“A Universe From Nothing” er indspillet i Medley Studios i København og produceret af Ken Rock og bandet selv. Grundsporene af både trommer, bas, keys og guitarer er for første gang i bandets historie tracket live i samspil på hele pladen. Du hører altså lyden af et band som peaker efter 10 års sammenspil, og efterfølgende har Freddy lagt sine saftige vokaler på. Studiets ejer, guitar-guruen Søren Andersen (Glenn Hughes, Electric Guitars), har også fået lov at lege med og bidrager med en mesterlig solo i bedste blackmore-stil på nummeret River Of Hate.

Albummet ude den 24. april, og bandet glæder sig helt vildt til efterårets store københavner-koncert på Hotel Cecil, hvor der ikke bliver sparet på noget – glæd jer til at høre en perlerække af numre fra bandets 5 albums og masser af nye hits , krydret med flere vilde gæsteoptrædener….