23.08.2019
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 140 kr. (Eks. gebyr)

Helhorse

Releasekoncert

Det stærke liveband Helhorse udgiver nyt album og spiller releasekoncert på Hotel Cecil i København den 23. august.

Efter koncerter i Europa med bl.a. Karma to Burn og Phil Campbell and the Bastard Sons samt danske opvarmningskoncerter for Rammstein, AC/DC og Slayer glæder bandet sig til at komme ud og spille for sit eget publikum igen. Helhorse’s nye album ‘Hydra’ viser et band, der virkelig tager et musikalsk kvantespring og leverer et værk, der vil gå direkte i hjertekulen på alle heavy fans. ‘Hydra’ er alt, hvad du kan begære som elsker af musik med nærvær, kant og pondus – tung pondus! Hæsblæsende riffs, omkvæd større end Trumps ego og en energi så smitsom, at man efterfølgende burde opsøge læge.

Albummet er mixet og masteret af Tue Madsen (Gojira, Meshuggah). Han styrer med sikker hånd bandet uden om den moderne musikverdens overkompresserede og udynamiske lydfængsel. I stedet har han leveret tekniske genistreger på ‘Hydra’, der giver sprødhed og et lydbillede ladet med detaljer, der giver nye oplevelser hver gang, der lyttes.

Sort Søndag & P6 Beats rock fyrtårn, Anders Bøtter, har smuglyttet til albummet og havde disse ord:
‘På Hydra har Helhorse formået at finde ind til den kerne, der er bandets største styrke, samtidig med, at de har udviklet deres lyd, tekster og det storladne mørke univers. ‘Hydra’s primære styrke er det kontrastfyldte, sprudlende lydbillede, der binder albummets mange forskelligartede udtryk sammen til en stærk helhed. Lige fra de tunge slæbende dommedagsriff over til de lysende krystalklare guitarfigurer, som løfter sangene langt ud over jantelovens tyngdepunkt, så rammer Helhorse plet på hvert eneste nummer. Helhorse har igennem de seneste par år været igennem en turbulent periode med udskiftninger af centrale bandmedlemmer. Men man sidder alligevel tilbage med indtrykket af, at brandet og bandet Helhorse er kommet styrket ud på den anden side. Forsanger Mikkel Wad får endelig plads til at udvikle sig og udfordre egne evner som både sanger og tekstforfatter. På ‘Hydra’ er tekstuniverset langt mere modent, bidsk og ligefremt end det tidligere er hørt fra Helhorse og det klæder bandet at slippe tøjlerne og skrive sange ud fra legende lyst og erfaren indsigt. Men det er samarbejdet med producer Tue Madsen, som i sandhed sender Helhorse op i den internationale liga, hvor de hører hjemme. Det er lyden af et band, der er modnet med ar og ynde. Et band der hviler mere i sig selv end nogensinde og endelig har ramt den storladne, men stadig møgbeskidte lyd, som sangene virkelig fortjener. Hold da kæft for et album!”

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag information om aktuelle og kommende koncerter direkte i din inbox.