30.10.2018
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Køb billet

IBEYI (FR)

De fransk-baserede tvillingesøstre i Ibeyi gæster Hotel Cecil den 30. oktober. Deres legesyge elektroniske pop og afro-cubanske og venezuelanske rødder skaber tilsammen en unik verdensmusikalsk fusion, som bl.a. Beyónce er erklæret kæmpefan af. 

»Tvillinger«. Det er hvad Ibeyi betyder på det vestafrikanske sprog Yoruba. Bandnavnet skal tages helt bogstaveligt. Den Paris-baserede duo Ibeyi udgøres nemlig af de enæggede tvillingesøstre Lisa-Kaindé Diaz og Naomi Diaz, som er af afro-cubansk og venezuelansk afstamning. Diaz-søstrene synger på engelsk, fransk, spansk og netop Yoruba. Sidstnævnte var det sprog, som tvillingernes vestafrikanske forfædre talte, før de i 1700-tallet blev fragtet til Cuba som slaver. Senere på året kan søstre-duoens legesyge og elektroniske soulpop opleves i København, når tvillingerne 30. oktober gæster Hotel Cecil.

De to Diaz-søstre har en stærk spirituel tilknytning til Yoruba-kulturen og deres afrikanske rødder. I duoens moderne souludtryk henter Ibeyi inspiration fra jazz, trip hop, electronica samt fra musik af afro-cubansk, fransk og vestafrikansk ophav. Tvillingernes vibrerende udtryk er i sandhed multietnisk. Det er lyden af nutidens store, grænseløse verden. Her væves støvede beats og samples smukt sammen med sarte og poetiske klavertoner og traditionelle cubanske percussion-instrumenter som cajón og batá-trommen. Helheden er en unik verdensmusikalsk fusion, som det er svært at stå for.       

Ibeyi har allerede to fremragende udspil på samvittigheden. Både det selvbetitlede debutalbum fra 2015 og opfølgeren »Ash« fra sidste år har fået rosende ord med på vejen i toneangivende medier som Drowned in Sound, The Line of Best Fit og Pitchfork. I sidstnævnte fik »Ash«, hvorpå musikalske legekammerater som Kamasi Washington og Meshell Ndegeocello bidrog, tilmed det eftertragtede »Best New Music«-stempel. Ja, selveste Beyónce har rent faktisk meldt sig som kæmpefan af duoen! Så der er utvivlsomt lagt op til en aften af de særprægede, når de coole Diaz-tvillinger bringer deres multietniske soulpop til det københavnske spillested til efteråret. 

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag information om aktuelle og kommende koncerter direkte i din inbox.