14.02.2020
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 200 kr. (Eks. gebyr)

Isobel Campbell (SCO)

Support: Nina Violet (US)

Det skotske sanger og sangskriver præsenterer sit nye album live på Hotel Cecil den 14. februar.

Hun har været medlem af Belle & Sebastian, duomakker med amerikanske Mark Lanegan og udgivet flere album i eget navn. Nu er skotske Isobel Campbell klar med sit første soloalbum i 14 år, ”There Is No Other”, der udkommer den 31. januar, og som hun to uger senere præsenterer live på Hotel Cecil.

Campbell brød igennem i midt-90’erne, hvor hun var med til at danne Belle & Sebastian, hvis sofistikerede, melankolske indiepop nåede et stort publikum, blandt andet på grund af hendes karakteristiske vokal og cellospil.

I 1999 gik hun solo og udgave en lille håndfuld soloalbum, inden hun indledte et succesfuldt samarbejde med mørkerockeren Mark Lanegan (Screaming Trees, The Gutter Twins m.m.), der fra 2006-10 resulterede i tre glimrende, folk-inspirerede album.

Herefter flyttede hun fra Glasgow til Los Angeles og begyndte at arbejde på et nyt soloalbum, der dog blev forsinket voldsomt, da hendes label lukkede.

Efter flere års arbejde med at sikre sig rettighederne til albummet og finde et nyt pladeselskab endte hun med at skrive under med engelske Cooking Vinyl, og resultatet udkommer den 31. januar i form af hendes femte studiesoloalbum ”There Is No Other”.