Arrangementet er afholdt

Planet X

Jakob Stegelmann & Christian Volfing

Planet X er tilbage – filmene fra kælderen hærger igen på Hotel Cecil den 7. oktober. Planet X er et overflødighedshorn af klip, trailere, tegnefilm, propaganda og sammendrag af oversete genistreger fra filmkunstens yderste kroge, serveret af Jakob Stegelmann og Christian Volfing.

Det begyndte i 2005 i tv-programmet Planet X, som inficerede æteren med nogle af verdens måske dårligste film, serveret af Jakob Stegelmann med den kyndinge redaktør Christian Volfing i ryggen. Men meningen var ikke at finde filmenes fejl, men tværtimod at se, om de ikke i virkeligheden var geniale mesterværker.

Lykkedes missionen? Det må publikum selv vurdere, når vi præsenterer en række ny, sensationelle fund fra filmkunstens overdrev.

I 2017 genopstod Planet X som podcast, hvor de to herrer har ​dykket ned i deres enorme samling af geniale, misforståede film, som de deler med deres lyttere. I forbindelse med CPH PIX har du mulighed for at opleve podcasten live, når Jakob og Christian gæster Hotel Cecil med en god bunke ”gode” filmklip.

ADVARSEL: At se dette program kan give alvorlige skader på tilskuerens tillærte “gode” smag. Enkelte har aldrig kunnet se normale film igen.

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag information om aktuelle og kommende koncerter direkte i din inbox.