Arrangementet er afholdt

Protomartyr (US)

At Detroit-firkløveret Protomartyr er en af tidens sejeste eksponenter af frådende postpunk har det danske publikum haft lejlighed til at opleve af flere omgange. Bandet gæstede Roskilde Festival i 2016 og så sent som i starten af november lagde de Loppen på Christiania ned i selskab med kollegerne i canadiske Metz. Og nu vender de tilbage! Den 1. maj 2018, bliver der igen mulighed for at høre det hæsblæsende slæng, når de gæster spillestedet Hotel Cecil i indre by.

I Protomartyrs musikalske minefelt kan man ane spor af 1970ernes eksperimenterende postpunk-scene. Bandets humørsyge lyd skaber associationer til legendariske navne som Wire, Joy Division, Pere Ubu og The Fall. Ikke mindst på grund af forsanger Joe Caseys distancerede og kølige bariton, der kan minde om både Ian Curtis’ og Mark E. Smiths stemmer. Samtidig er der noget umiskendeligt Michigansk over kvartettens musik, hvis sammenbidte grundstemning også trækker spor tilbage til skelsættende protopunk-grupper som The Stooges og MC5. Den rå amerikanske kvartet mikser dog de forskellige inspirationer på fantasifuld og skarpladt maner, så Protomartyr skaber deres eget intense og stramme udtryk, som det er svært ikke at give sig totalt hen til. Ikke mindst live, hvor de er en sand orkan af uforsonelig energi.

Bandet har finjusteret og videreudviklet deres udtryk udgivelse for udgivelse. En udvikling, som nåede sin foreløbige kulmination med dette års fokuserede og kritikerroste album »Relatives In Descent«, hvor de fik afløb for en hel masse personlige og politiske frustrationer. Der er således lagt i ovnen til en medrivende seance med Protomartyr på arbejdernes internationale kampdag.

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag information om aktuelle og kommende koncerter direkte i din inbox.