15.03.2019
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 100 kr. (Eks. gebyr)

Rising

special guest: Alkymist

Det københavnske episke metalband Rising, der i øjeblikket er aktuel med deres fjerde anmelderroste album “Sword And Scythe”, kommer til Hotel Cecil den 15. marts med deres eneste headliner-koncert i København i foråret. Der er lagt op til en særlig aften med en særlig samling sange og musikalske gæster, og de har dertil taget doom metalbandet Alkymist med sig som special guests.

Rising tager et ambitiøst skridt med deres fjerde album ‘Sword And Scythe’, et konceptalbum om menneskehedens historie set gennem et cirkulært kosmisk perspektiv, hvor det fulde potentiale af bandets musikalske vision udfolder sig i en samling sange med både progressivt udsyn, melodisk tæft og heftig aggression. Albummet bliver herudover beriget af en flok musikalske gæster, der tilføjer kor-vokaler, piano, trombone og også mellotron-parter, der spilles af legendariske Tim Christensen. ‘Sword And Scythe’ er blevet modtaget flot, blandt andet af Gaffa, der giver albummet 5/6, og det toneangivende tyske metalmagasin Rock Hard, der fornylig gav det 8,5/10. Rising er et erfarent liveband, der er berygtede for deres intense og storladne optrædener, blandt andet på Roskilde 2016, Copenhell 2017 og senest på deres Tysklands-tour i november med Eartship (DE).

Alkymist er en ny kraft i doom metal – en kraft, der på sin egen vis søger at bringe forandringens håb ind i en kaotisk tid. I oktober 2018 udgav ALKYMIST deres selvbetitlede debutalbum, som indeholder seks storslåede metal-kompositioner indspillet og produceret af Lasse Ballade (Solbrud, Orm, Slægt). Musikken på debutalbummet kan betegnes som progressiv doom metal – en slags “art metal” som deler et åndsfællesskab med klassisk musik og 70’ernes progressive rock. Musikken er knusende tung og ligeledes melodisk og fængende, men den indeholder i ligeså høj grad dynamik, pauser, teksturer og soniske eksperimenter, som skaber et på én gang sært, smukt og frygtindgydende udtryk. Alkymist har fået blændende anmeldelser i ind- og udland, hvor Rock Hard (DE) og Metalized (DK) har givet albummet 8/10. Live er ALKYMIST et lige så overvældende bekendtskab som på plade, hvilket bl.a. publikum på SPOT Festival, på Esbjerg Fuzztival har været vidne til i løbet af 2018- og nu også snart Hotel Cecil i selskab med deres labelmates i RISING.

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag information om aktuelle og kommende koncerter direkte i din inbox.