Arrangementet er afholdt

Shura (UK)

support: Rosie Lowe (UK)

Den engelske popsangerinde Shura er klar med nyt album og kommer til Hotel Cecil den 10. november, og hun tager den albumaktuelle og anmelderroste Rosie Lowe med som support til koncerten.

Popscenen er fuld af nye navne, men få har samme karakter, selvstændighed og sans for fængende omkvæd som engelske Shura. Alexandra Lilah Denton gjorde for alvor opmærksom på sig selv, da hun i slutningen af 2014 som 23-årig blev udvalgt som et af de nominerede navne til BBC’s prestigefulde talentpris ”Sound of 2015” sammen med blandt andre Years & Years, Stormzy og James Bay.

I starten af 2016 udkom hendes debutalbum ”Nothing’s Real”, der bød på en stribe medrivende popsange, som blander 80’er-synthpop og 90’er-r’n’b med stærke melodier og moderne produktionstricks. Og medier som Pitchfork, The Guardian og Rolling Stone og herhjemme Soundvenue og Gaffa skrev begejstret om hende.

Selv om Shura har været ombejlet af store labels og udgav debuten på et underlabel til Universal Music, har hun insisteret på at have kreativ kontrol, og sin musik skaber hun sammen med sin faste producer Joel Pott.

Efter i længere tid at have arbejdet med nye numre rører Shura nu igen på sig. Singlen ”BKLYNLDN” er lige udkommet som forsmag på hendes kommende andet studiealbum, og den 10. november vender hun tilbage til Danmark, hvor hun tidligere har optrådt på Vega og Trailerpark Festival.