06.06.2020
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 165 kr. (Eks. gebyr)

Soccer Mommy (US)

Soccer Mommys debutalbum ”Clean” blev kåret som årets album af The New York Times i 2018. Nu barsler den amerikanske indierocker med nye numre, som kan opleves live, når hun den 6. juni giver koncert i intime rammer på Hotel Cecil.

I disse år giver en række kvindelige musikere tiltrængt nyt blod til amerikansk alternativ rock. Et af de fremmeste navne er Sophie Allison alias Soccer Mommy, der i 2018 debuterede med det storroste album ”Clean”, som indtog førstepladsen, da The New York Times kårede årets bedste album.

Siden har den 22-årige sanger, sangskriver og guitarist turneret med Kacey Musgraves, Vampire Weekend og Wilco og optrådt på anerkendte festivaler som Coachella og Primavera Sound.

I september udkom hendes første nye nummer siden 2018 i form af den fængende ”Lucy”, og i november fulgte endnu et nyt track, “Yellow is the Color of her Eyes”.

Allison har tidligere gæstet Danmark, hvor hun har givet roste koncerter på Ideal Bar – Soundvenue skrev om hendes første koncert: ”Betagende Soccer Mommy demonstrerede stort potentiale”.

Nu vender hun tilbage til København, hvor Hotel Cecils intime sal udgør de perfekte rammer for hendes personlige og følsomme sangskrivning i grænselandet mellem slackerrock, folk og singer/songwriter.