Arrangementet er afholdt

The hOpening

Den musikalske supertrio The hOpening med Lennart Ginman, Jeppe Gram og Maggie Björklund udgiver debutalbum og spiller releasekoncert på Hotel Cecil den 7. juli i anledning af Copenhagen Jazz Festival. Koncerten er med siddepladser og et begrænset antal billetter.
 
The hOpening udgøres af stjernebassisten Lennart Ginman og trommeslagerfænomenet Jeppe Gram, som allerede ved projektets begyndelse valgte at tilkoble den Steppeulv-prisvindende pedal steel-guitarist Maggie Björklund, der bl.a. er en del af Jack Whites (The White Stripes) kvindelige backingband The Peacocks, til at agere det stærke melodibærende element i gruppens musik. Denne aften medvirker også Anders Filipsen på keyboards.
 
Dele af musikken på debutalbummet ”Out of Bristol”, der udkommer den 19. april, er skabt på oplæg fra gruppens to ophavsmænd, mens andre dele er improviseret frem direkte i studiet og uden nogen efterfølgende brug af overdubs. Størstedelen af albummet er indspillet i et studie i Bristol hos Portishead-bassisten Jim Barr. De improviserede tracks er indspillet i Black Tornado Studio på Refshaleøen i København.
 
”Out of Bristol” er mixet af Alex Krispin, som til daglig fungerer som Daniel Lanois tro væbner og højre hånd. Afslutningsvis har mastering-legenden Joe Lambert (Johnny Cash m.fl.) lagt sidste soniske hånd på albummet.
 
Den 7. juli præsenterer trioen for første gang de nye numre live til releasekoncert på Hotel Cecil som en del af Copenhagen Jazz Festival.

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag information om aktuelle og kommende koncerter direkte i din inbox.