16.11.2019
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 120 kr. (Eks. gebyr)

The Love Coffin

Support: Yahowa + Syllo Kris & Zlatko

Der er dømt rendyrket rockhedonisme, når danske The Love Coffin giver koncert på Hotel Cecil den 16. november med både det bedste materiale fra tidligere udgivelser samt nye singler, der udgives til efteråret.

The Love Coffin fra København er et band, der giver dansk rockmusik bid og vildskab. Det beviste de ikke mindst med debutalbummet ”Cloudlands” fra sidste år, der demonstrerede bandets bidske lyd i sit hidtil fineste destillat, hvor veldrejede pop-hooks bliver begravet i en hvirvelvind af guitarer, der smyger sig om lytteren. Albummet blev flot modtaget i pressen, hvor bl.a. Politiken, Jyllands-Posten, Undertoner og Fyens Stiftstidende var ude med 5 stjerner i deres anmeldelser.

The Love Coffin kender deres rockhistorie og har skabt en unik lyd, der er både dragende og intens. De har ry for at være et forrygende live-band, og det er ikke mindst takket være forsangeren Jonatan K. Magnussen, der har en vild udstråling på scenen og et blik, man brænder sig på.

Koncerten vil bestå af det bedste materiale fra de tidligere udgivelser samt nye singler, der udgives til efteråret, og sange fra deres kommende album, der er på gaden i foråret 2020.

Support:
Yahowa er et støjende punkrock band, med en veludviklet melodisk tæft. Betegnelser som Dope Pop, Satanic Folk eller Space Rock lyder fedt og beskriver også musikken meget godt … eller eller eller Classic Rock with a Classic Twist.

Sylvester Roepstorff og Kristian Alexander har den ære at invitere Zlatko Buric med på scenen, når de fremfører et værk med udgangspunkt i dronemusik og musikalsk performancekunst. Det er deres første værk i denne konstellation under navnet Syllo Kris & Zlatko.