19.11.2019
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 175 kr. (Eks. gebyr)

The William Blakes

Ny dato

The William Blakes’ koncert er desværre aflyst. I den forbindelse har vi modtaget følgende besked fra bandet.

————————-

Kære venner af The William Blakes

Det er med stor ærgerelse at vi er nødt til at aflyse den planlagte novembertour. Det er desværre ikke de første koncerter vi må aflyse i år – men på grund af længerevarende sygdom kan det ikke være anderledes. Det er en virkelig træls situation i en tid hvor vi ellers i bandet har oplevet en kreativ opblomstring som vi havde glædet os til at dele med Jer alle rundt omkring i landet.

Vi håber naturligvis på jeres forståelse og glæder os til at se Jer igen i en nær fremtid.

For at få refunderet jeres billetter anbefales det at I tager fat i billetudbyderen bag den respektive koncert, hvis de da ikke allerede har taget fat i Jer.

Mvh
Kristian, Bo, Fridolin og Frederik
The William Blakes
————————

For refundering:
– Er dine billetter købt med betalingskort via ticketmaster.dk eller Ticketmaster Danmarks Servicecenter (på tlf. 70 15 65 65), vil billetprisen automatisk blive tilbageført til din konto inden for 14 dage.
– Er dine billetter betalt helt eller delvist med gavekort, bedes du kontakte Ticketmaster Danmark, og oplyse reg. og kontonummer.
– Gebyrer, tillæg samt eventuelle forsendelsesomkostninger refunderes ikke.

The William Blakes debuterede i 2008 med pladen ‘Wayne Coyne’ (Speed of Sound) og udgav i årene efter 5 plader – en hvert år. De modtog i 2011 en DMA for Årets Orkester og Årets Album. De fik Kronprinsparrets Stjernedryspris og blev håndplukket til at varme op for Arcade Fire i Ballerup Super Arena. Siden 2014 har bandet ikke udgivet en plade, men deres syvende album ‘1991’ er sat til at udkomme i marts.

‘1991’ er indspillet i løbet af 2018 i København, Bösebo og New York, og i 2019 vil bandet spille en række koncerter rundt omkring i Danmark med en blanding af nyt og velkendt materiale. Selv om de ikke har udgivet en plade siden 2014s ‘Purple Ball’ (Warner) har bandet stadig spillet en række koncerter. De spillede bl.a. 3 udsolgte koncerter på legendariske Huset i København i 2018, og publikums entusiasme har været noget af drivkraften til den nye indspilning.

“Der var en periode, hvor vi ikke var helt klar over, hvor vi var på vej hen,” siger Bo Rande fra bandet. “En periode hvor vi selv mistede troen på The William Blakes. Men folk blev ved med at dukke op til koncerterne. Og det blev en bekræftelse af, at bandet var større end vores tvivl. At det rent faktisk eksisterede.”

Efter en række revurderinger og uendelige samtaler gik bandet i studiet i løbet af sommeren i STC i København med lydtekniker Mads Nørgaard. Her indspillede de grundsporene til den nye plade. Arbejdet fortsatte i Brooklyn, New York, hvor forsanger Kristian Leth bor og blev afsluttet over nytår i bandets hus i Bösebo i Småland i Sverige.

“Vi er gået efter at genskabe en musik nogen af os lyttede til, da vi var børn,” siger Kristian Leth. “De nye numre er klaversange, ligesom hos mine gamle helte Supertramp, Elton John og The Beatles. De er stilistisk et godt stykke fra The William Blakes’ første plader. Målet har været at skrive store sange med store arrangementer, og at indspille dem live i samme rum.

Bandet debuterede 4 af de nye sange i november på Huset i København, og de passede perfekt ind i et sæt med sange fra alle de 6 andre plader. “Det er som om det bliver til historien om vores udvikling som band, når vi spiller live,” siger Fridolin Nordsø. “Lige så løssluppent og ekstatisk det kan være, lige så musikalsk nysgerrigt og opdagende skal det altså også være.”

Live veksler koncerterne fra fælles-omkvæd hvor alle synger med på radiosingler som ‘Science Is Religion’ og ‘Secretly’ til lange passager med musikalske udforskninger der ændrer sig fra aften til aften. Bandet har rødder både i pop og rock, fusion og art-rock, jazz og konkretmusik og alle tingene kommer frem i løbet af en enkelt koncert.

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag information om aktuelle og kommende koncerter direkte i din inbox.