Arrangementet er afholdt

Thorbjørn Risager & The Black Tornado

Thorbjørn Risager & The Black Tornado spiller på det nye spillested Hotel Cecil i København den 4. maj.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado udsendte for nylig albummet “Change My Game”, der bringer rock’n’roll ind i deres lyd, hvilket viser en vej væk fra den blå skygge, der altid har fulgt bandet, og hen til et sted, hvor man ikke længere ”bare” kan rubricere bandet som blues.

”Jamen, jeg elsker blues, og det er også dér, vi kommer fra. Men vi har udviklet os meget, og nu ser jeg gerne, at det er skiltet med ”ROCK”, der lyser over os”, siger Thorbjørn Risager.

Det omtalte skilt blev allerede tændt, da bandets forrige studiealbum, den storswingende rock’n’roll skive, “Too Many Roads”, udkom i 2014. Men lysstyrken i skiltet vil blive skruet yderligere op, når man lytter til “Change My Game” og dét overflødighedshorn af rodfæstet rock, blødende blå ballader, storbysoul, roots, westcoast og rock i bred forstand, som det nye album har at byde på.

Det lader sig i den grad høre, at bandet har 13 år på landevejen og et utal af koncerter bag sig. Thorbjørn Risager & The Black Tornado spiller med en overlegen selvfølgelighed, som man kun kan lære derude på den endeløse landevej. Den vej, som i årenes løb har ført bandet rundt i det meste af Europa med afstikkere til så forskellige steder som Indien og Canada.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado
Thorbjørn Risager – sang, guitar
Peter Skjerning – guitar
Emil Balsgaard – keyboards
Søren Bøjgaard – bas
Martin Seidelin – trommer
Hans Nybo – tenorsax
Kasper Wagner – saxofoner
Peter Kehl – trompet

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag information om aktuelle og kommende koncerter direkte i din inbox.