Arrangementet er afholdt

Unmack

Solo

Jens Unmack kommer til Hotel Cecil helt alene den 17. oktober, hvor der vil være plads til at grave dybere i teksterne og historierne bag sangene fra det store Love Shop-katalog og hans solo-albums. Koncerten er med siddepladser og et begrænset antal billetter.

Unmack begyndte karrieren i Viborg-punkbandet Næste Uges TV, men er naturligvis bedst kendt som sanger og sangskriver i gruppen Love Shop, der debuterede i 1990 med nyklassikeren “En nat bliver sommer” og siden blev et meget populært band; både før og efter den pause bandet holdt fra 2004 til 2009. Jens Unmack udgav senest med Love Shop i foråret 2017 albummet “Risiko”, som konsoliderede bandets position på kvalitetstoppen af dansk rock og udløste 5-6 stjernede anmeldelser, samt udsolgte koncerter i DR’s Koncerthus og Musikhuset i Aarhus.

I 2004 indsang Unmack nummeret “Minder” til Leonard Cohen-albummet “På Danske Læber”. Unmacks egentlige debut som solist fulgte året efter med albummet “Vejen Hjem Fra Rocknroll”, der udkom året efter. I 2007 udgav han soloalbum nummer to “Aftenland Express” og i 2009 udkom tredje soloalbum “Dagene Løber Som Heste”, hvor strygerne fra Prags Philharmoniske Orkester medvirker. Det kan kun blive mindeværdigt at opleve Unmack og hans altid vedkommende ord, ofte kaldt nogle af de bedste i moderne dansk musik, leveret helt uden distanceblænderi, tæt på, intimt og direkte.

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag information om aktuelle og kommende koncerter direkte i din inbox.