09.09.2021
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00

Abekejser

Medrivende rytmer, jazzede toner og musikalsk legeplads forenes, når Abekejser holder releasekoncert Hotel Cecil den 9. september.
 
Det spilleglade kammeratskab Abekejser viser endnu engang at moderne jazz og party vibes er fremtidens friskeste cocktail. Den 3. september udgiver de deres nye album ‘Blueprint’, og i den anledning inviterer de til releasekoncert på Hotel Cecil.
 
Den får aldrig for lidt, når Abekejser inviterer på jordomrejse i deres blanding af alverdens genrer og stemninger. Kun få ting er sikre: Det skal være sjovt og det skal lyde fedt. Dette er mantraet når bandet skriver deres numre, såvel som når de spiller koncerter.
 
De unge Aarhusianere tager ikke sig selv for seriøst, og det kan også høres på deres nye album, Blueprint, der er resultatet af den musikalske legeplads de har udforsket igennem de seneste par år.
 
Første udspil er singlen ”Hey Girl” som er sendt på gaden juni 2021, og som får disse ord med på vejen af Bands of Tomorrow :  “Spilleglæden stråler ud af Abekejser på deres nyeste single “Hey Girl”, og så formår de fem bandmedlemmer at kombinere den originale tilgang til popmusik med et jazzet udtryk, der vidner om enormt musikalsk overskud.”
 
Selvom hovedparten af de fem musikere har en baggrund i jazz og worldmusic, så har Abekejser for længst smidt kontrabassen på bålet sammen med de lukkede skabeloner. I stedet bygger orkesteret sin lyd på en bund af stærke beats fra en kombination af elektronisk drum-machine og akustisk trommesæt.
 
Ovenpå ligger en stor sound, hvor knitrende synthesizers og effektmættede guitarer står i kø for at levere episke harmonier og fængende melodier. De musikalske inspirationer trækker tråde til bands som Jaga Jazzist, Snarky Puppy og Weather Report, men Abekejser er alligevel helt sin egen. En ny dansk lyd, der er svær at sætte i bås.