Arooj Aftab (PK)
Glæd dig til en helt særlig aften i SYD FOR SOLENs tegn, når den danske musikfestival præsenterer den pakistansk-amerikanske sanger og komponist Arooj Aftab på Hotel Cecil den 9. november.
Musikfestivalen SYD FOR SOLEN i Søndermarken sætter tonen for næste års festival i intime rammer den 9. november på Hotel Cecil. Her kan du se frem til en fortryllende og stemningsfuld aften i selskab med anmelderroste og Grammy-vindende sanger og komponist Arooj Aftab, der b.la. af Politiken herhjemme er blevet kaldt ”verdensmusikkens nye superstjerne”
Arooj Aftab er “verdensmusikkens nye stjerne”. Den 37-årige sanger, komponist og producer fik sit helt store gennembrud i 2021 med det anmelderroste og prisvindende album ‘Vulture Prince’, der smelter minimalistiske kompositioner af jazz, hindustani og folk sammen med ghazalens længselsfulde klang. ‘Vulture Prince’ er Arooj Aftabs tredje album efter debuten ‘Bird Under Water’ samt opfølgeren ‘Siren Islands’, og albummets skildring af livets skrøbeligheder og skønheder tjener som en beroligende modgift til tidens kaos og stress.
Udgivelsen af ‘Vulture Prince’ er blevet hyldet af begejstrede anmeldere over hele verden, og albummet er udpeget som et af de bedste fra 2021 af blandt andre New York Times, Time og The Guardian. Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama inkluderede nummeret ‘Mohabbat’ på sin sommerfavoritliste samme år, og i 2022 vandt Arooj Aftab som den første pakistaner nogensinde en Grammy for samme nummer. Og så var hun nomineret samme sted i kategorien Best New Artist sammen med blandt andre Olivia Rodrigo, Arlo Parks og Baby Keem, en imponerende bedrift, der ikke lader sig forklejne af det faktum, at hun ikke just må betegnes som en nykommer.
Arooj Aftab besidder en berusende stemme, der ofte udfolder sig i fjerlette melismer, og hun har fået store roser for sine fængende liveshows. Her får hun selskab af et fremragende band bestående af Gyan Riley (søn af Terry Riley) på guitar, Maeve Gilchrist på harpe, Shahzad Ismaily på bass og Greg Fox på trommer.