August Høyen
Soundvenue, Politiken og P3 har alle forelsket sig i August Høyen, der allerede har varmet op for Karl William og Patina med sin sårbare folk/R&B. I september spiller den københavnske singer/songwriter koncert på Hotel Cecil i København med nye sange i baghånden.
August Høyen er en ny, ung artist fra det københavnske Nordvestkvarter, som besidder en stemme der får dig til at lytte efter. Han synger med et nærvær og en selvsikker skrøbelighed, der gør, at man ikke er i tvivl om, at teksterne kommer fra et ærligt sted. Det er personlige tekster, der både beskriver angst og kærlighed, med lige dele poesi og umiddelbarhed
August Høyen har det forgangne år markeret sig som én af dansk musiks allermest interessante nye stemmer. Det skyldes blandt andet singleudgivelserne ’Vennerne Skinner’ og ’Jeg Regner Med’ som har modtaget airplay hos P3 og P4, skaffet ham supporttjanser for PATINA, Karl William og Bette, vundet Tak Rock Prisen på Smukfest–og fået ham udråbt som en artist man skal holde øje med i medier som GAFFA, Politiken og Soundvenue, hvoraf sidstnævnte blandt andet havde ham med på deres Breakin’ Sound-liste for 2023.