26.03.2022
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 180 kr. (Eks. gebyr)

Christian Hjelm

Der er ny musik i vente, når Christian Hjelm (Figurines, Nymalet m.fl.) spiller koncert på Hotel Cecil den 26. marts

Gennem de sidste 20 år har den danske sanger og sangskriver Christian Hjelm sat sit særlige og spidsfindige præg på den danske musikscene. Først i front for indie-bandet Figurines til melodi-smed på dansk, over i alternativ folk med Lucky Moon og senest som en del af musikkollektivet ‘Nymalet’ med musikere som Katinka og Johan Olsen.

Til foråret er Hjelm tilbage solo med ny musik på dansk, og i den forbindelse kommer han til Hotel Cecil flankeret af sit sammenspillede band.

Han fortæller om koncerten:
“Det er skræmmende at spille live og samtidig fantastisk – kombinationen af de to følelsesmæssige modpoler skaber en følelse af eufori og afmagt og i det spændingsfelt har jeg det overraskende godt. Jeg ser frem til at spille spritnyt, såvel som ældre materiale rundt omkring i det ganske land med mit band.”

Christian Hjelm debuterede som solist med det anmelderroste album ’Før vi blev lette’, der blev kåret som årets album af Gaffa og sikrede ham en Steppeulv-pris for Årets Vokalist.

I 2014 udkom albummet ’Vaskeægte’, der høstede både stjerner og roser hos anmelderne.

Efter en kort afstikker tilbage på engelsk med sideprojektet Lucky Moon, var Christian Hjelm klar med sit tredje album ’Uskolet magi’ i april 2018. ”Christian Hjelm har fået både eufori, fantasi og sommerfuglene i maven med i studiet og ned i rillen” skrev Politikens anmelder Kim Skotte og gav albummet fem hjerter.