30.06.2021
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 330 kr. (Eks. gebyr)

Coco O.

It's A Process Live

7 koncerter på 7 dage: Coco O. annoncerer perlerække af intime koncerter på Hotel Cecil med fuldt band til sommer

Den 30. april udgav Coco O. sit imødesete debutalbum ‘It’s A Process’. I dag løfter hun sløret for intet mindre end 7 kommende koncerter i streg til sommer på Hotel Cecil, hvor hvert show bliver i intime rammer og med et yderst begrænset antal billetter i salg.

Coco fortæller om de 7 koncerter: ”Jeg har glædet mig helt vildt meget til at komme ud og spille igen og fremføre mit nye album for allerførste gang. Det har været vigtigt for mig at arbejde med de restriktioner der er pålagt os på en kreativ måde.”

“Derfor har jeg valgt at lave et residency på Hotel Cecil med 7 små koncerter i intime omgivelser, i stedet for en enkelt stor koncert. Jeg vil gerne omfavne at publikum skal sidde ned, og jeg vil gøre mit bedste for at lave det til en unik og eksklusiv oplevelse for den lille håndfuld mennesker, der er kapacitet til hver enkelt aften.”

Til koncerterne medbringer hun desuden en stor live besætning på 8 musikere.

Koncerterne er første mulighed for at opleve hendes helt nye live show og de nye sange fra ‘It’s A Proces’. Det er også en enestående chance for at komme helt tæt på en af international R&B-s mest bemærkelsesværdige og eftertragtede stemmer.

Coco O. har de seneste år cementeret sin status som soloartist efter bruddet med samarbejdspartneren Robin Hannibal fra Quadron. 7 år var debutalbummet undervejs, og det kostede nerve, kærlighed, frustration og råstyrke for Coco, der brugte tiden til at undersøge, udvikle og nærstudere sit udtryk som musiker og person.

Resultatet er et minimalistisk og stærkt medrivende debutalbum, der er mere intuitivt og tilbagelænet end samtlige af hendes tidligere udgivelser, hvor hun optræder som vokalist. Hun lærte ovenikøbet sig selv at producere, så hun var i fuld kontrol over hele processen fra start til slut.