02.04.2022
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 150 kr. (Eks. gebyr)

Dusin

Dusin serverer en læskende cocktail af pop, charme og iørefaldende melodier, når de spiller koncert på Hotel Cecil den 2. april. 

Siden Dusin debuterede med singlen ’Frisk Igen’ i slutningen af 2017, er det kun gået en vej for den københavnske duo Mads Vadsager og sanger Jesper Norhstedt. En finaleplads ved Karrierekanonen i 2018, et debutalbum senere og med koncerter landet over, toppede singlen ’FuckingFantastisk’ i 2021 P3-listen to uger i streg og har siden været fast inventar på kanalens sendeflade.

Trods sin korte levetid har Dusin allerede høstet store roser og anmeldelser for deres koncerter. Eksempelvis en fem-stjernet af slagsen i Gaffa, med ordene; ”Det eneste rigtige herfra er at sætte Dusin op på større scener hurtigst muligt… Dusin er nemlig den perfekte blanding af charme og kompetence –og det fortjener at blive vist frem på flere kvadratmeter, hvor publikum både må danse og spilde øl på hinanden.”

Rent musikalsk kan Dusin bedst beskrives som popmusik, der trækker tråde til elektro og rock. De tør med andre ord kombinere genrer og udfordre de gængse popstandarder, for at finde helt ind til deres egen unikke lyd. Dusin har netop udgivet den fløjsbløde single ‘Snakker Ikke Om Følelser’ og kan nu opleves på Hotel Cecil til april.