07.05.2021
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 175 kr. (Eks. gebyr)

Girls in Airports x Aarhus Jazz Orchestra

Orbits

Et af landets bedste og mest eventyrlystne jazzbands Girls in Airports indleder nyt musikalsk samarbejde omkring det nye værk “ORBITs” med det prisvindende bigband-orkester Aarhus Jazz Orchestra, hvor de med deres mangfoldige og atmosfæriske lydunivers udforsker rammerne for bigband-formatet med en unik koncert den 7. maj 2021 på Hotel Cecil.

Til koncerten kommer publikum til at opleve et værk, der bærer præg af Girls in Airports’ musikalske originalitet. Et lydunivers, der væver akustiske og elektroniske lydkilder sammen i et værk, der veksler mellem stramme kompositioner og improvisation. Girls in Airports beskriver værket som en rejse, hvor ”lytteren overvældes af et rumskib af keyboards, der smelter sammen med en hel hær af horn på et underlag af buldrende hypnotiserende rytmer”.

Om Girls in Airports
Siden de fem musikere og komponister i Girls in Airports fandt sammen i 2009 har de konstant søgt at udvide deres lydunivers med nye musikalske inspirationer – på tværs af moderne jazz, global folklore, minimalisme, synthesizer-musik og en atmosfærisk lyd, der har fået anmelderne til at sammenligne bandet med så forskellige navne som Brian Eno, Radiohead, King Crimson, Jon Hassell, Sun Ra og Jan Garbarek.

Girls in Airports er en af få unge, danske jazzgrupper, som samtidig er lykkes med at slå igennem i udlandet. I Tyskland repræsenteres de af landets førende bookingselskab og spiller for fyldte koncertsale nærmest, hvor end de kommer hen. Bandet har turneret i det meste af Europa, Brasilien, USA og Skandinavien.

Om Aarhus Jazz Orchestra
Med et særligt fokus på jazz og rytmisk samtidsmusik spiller Aarhus Jazz Orchestra mere end 80 koncerter om året, og med alt fra skole- og ældrekoncerter, til højprofilerede kunstneriske udviklingsprojekter, henvender orkestret sig til et mangfoldigt publikum i alle aldre.

Aarhus Jazz Orchestra består af nogle af de bedste musikere på den danske jazzscene, og har gennem årene arbejdet sammen med nogle af de største jazzikoner i vor tid, herunder Kurt Elling, John Scofield, Peter Erskine, Jamie Cullum, Jon Balke, David Sanborn, Melody Gardot, Geir Lysne, David Liebman, Dee Dee Bridgewater med flere. Orkestret høster gode anmeldelser for koncerter og udgivelser, og har flere gange været nomineret ved Danish Music Awards Jazz. I 2016 vandt orkestret i kategorierne “Årets Danske Jazzudgivelse” og “Årets Danske Jazzkomponist” for Jakob Buchanans værk “Requiem” og i 2019 vandt orkestret ligeledes Jazz Danmark Prisen med værket We, Robots.