30.11.2022
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 205 kr. (Inkl. gebyr)

GRETA

Funklende electropop illuminerer Hotel Cecil, når anmelderroste GRETA holder kærlighedsrave den 30.11-2022.

Da GRETA udgav sit debutalbum ‘Forever We’ll Be Dancing’ sidste februar, kvitterede både Soundvenue og Gaffa med 5 stjerner, mens den toneangivende internationale musikblog The Line Of Best Fit tildelte 8/10.

“GRETA’s Forever We’ll Be Dancing is an energetic pop-filled delight” – The Line of Best Fit

GRETA skriver magisk popmusik, der er båret af nostalgi og inspireret af fremtiden, og som lader lytteren falde pladask for hendes fremtrædende 80’er synths og elektroniske grooves, hvor især de seneste singler som ”Wonder”, ”Nicht Allein” og ”Out of Mind” får en til at længes efter klubben. Hendes lyse vokal bevæger sig i kunstfærdige popbobler, mens tyngden mærkes i hendes tekster om eksistentielle tanker, der giver plads til både lys og mørke.

Hendes eventyrlige og insisterende synthpop komplimenteres af en stram visuel æstetik, der efterlader tilskueren i et euforiserende univers, hvor man ikke kan andet end at overgive sig til beatet og dansen.

Hypen om GRETA, som et fænomenalt livenavn, har spredt sig som en steppebrand hos både publikum og anmeldere – blandt andre hos Soundvenue, der kvitterede med seks stjerner efter hendes koncert til Roskilde Festival Summer Days i 2021, og på Spot Festival 2021, hvor hun optrådte for en tætpakket sal.