Arrangementet er afholdt

Holly Humberstone

Holly Humberstone kommer til Hotel Cecil til oktober med et meget begrænset antal billetter i salg.

På kun et år har den 21-årige engelske sangerinde Holly Humberstone fået massiv opmærksomhed verden over med mere end 150 millioner streams og optrædener på Late Late Show with James Corden og Jimmy Kimmel Live. Hun er blevet udnævnt som en af BBC Sound Of 2021-artisterne, Apple’s Up Next Artist, VEVO DSCVR’s Artists To Watch 2021 og har fået international omtale af medier som The Sunday Times, NME (5*), The Guardian, i-D, Elle og Billboard. Med sin intime, følelsesladede, mørke og betagende musik har den unge sangerinde Holly Humberstone også opbygget en fanskare på mere end 2 millioner månedlige lyttere på Spotify.

Senest har hun udgivet singlen ’Scarlett’, som er fra hendes længe ventede EP ’The Walls Are Way Too Thin’, der udkommer den 5. november 2021. Holly har desuden for nyligt spillet fire udsolgte headline shows på Omeara i London og lyst festivalscener op på Reading & Leeds og All Points East – ligesom hun har udsolgt The Bowery Ballroom i New York og Roxy Theatre i Los Angeles på bare tre minutter.

Nu lægger hun så vejen forbi Hotel Cecil i København, hvor hun spiller en eksklusiv koncert i en anden setting end vanligt – her kommer man til at kunne opleve Holly Humberstone solo på vokal og instrumenter for første gang i Europa. Der er kun et begrænset antal billetter sat i salg til denne intime koncert som er sat til at vare max 40 min i sin helhed.