Arrangementet er afholdt

Jakob Bro

En af dansk jazz’ mest hyldede guitarister, Jakob Bro, giver en eksklusiv Solokoncert under Copenhagen Jazz Festival 2021. Oplev Jakob Bro i intime rammer, når han optræder med sit eksperimenterende solo-format på Hotel Cecil d. 8. juli.

Bro har de seneste år udforsket solo-formatet til en række udvalgte koncerter i blandt andet Japan, Estland og Danmark. At opleve Bro solo er som at komme helt ind i maskinrummet, hvor klangfarver, stemninger og temaer udfoldes og udforskes. Bro har selv beskrevet det som at være til stede i hans øvelokale. Man mærker en anderledes legende tilgang, hvor der eksperimenteres med lyden, fra det helt skrøbelige til det støjende og skrattende. Men samtidig med Bros klare sans for atmosfære og lyrisk skønhed.

Om Bros seneste solokoncert skrev Aarhus Stiftstidende: ”Ingen anden dansk guitarist er i stand til – og tør – hoppe ud i improvisationer, hvor kontrol og de frie tøjler går så godt i spænd. Og ofte lød det altså, som om der var et helt hold bag ham” og kvitterede med 5 stjerner.