28.10.2020
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 275 kr. (Eks. gebyr)
Siddepladser

Leonora Christina Skov

Forsmag på fortsættelsen til ’Den, der lever stille’ & lydspor af Kristina Holgersen

Det er desværre ikke muligt at afholde arrangementet med Leonora Christina Skov den 28. oktober på Hotel Cecil, men det er lykkedes os at flytte koncerten til Bremen Teater i København den 11. november (kl. 21). Billetter til den oprindelige dato er også gældende til det nye arrangement den 11. november (kl. 21), hvor de er gyldige til række 1-15 i teatersalen med unummererede pladser.

Bremen Teater åbnede allerede for arrangementer i august, og vi glæder os til at opleve Leonora Christina Skov sammen med den prisvindende sangerinde og komponist Kristina Holgersen i den intime teatersal den 11. november (kl. 21), hvor der nu også er sat yderligere billetter til salg. Arrangementet er med unummererede siddepladser og et begrænset antal billetter.

———————
Leonora Christina Skov udgav i 2018 bestselleren ’Den, der lever stille’ om en kærlighedsløs opvækst i provinsbyen Helsinge. Året efter optrådte hun for fulde huse på SPOT Festival i Århus sammen med den prisvindende sangerinde og komponist Kristina Holgersen, hvor de havde en snak om at skabe litteratur og musik ud fra erindringsstof. Dét møde blev starten på et kreativt samarbejde mellem de to kunstnere, som nu har skabt et tekst- og musikunivers baseret på ’Den, der lever stille’s ord og stemninger.

På aftenen vil Leonora Christina Skov fortælle om den skriveproces, hun er midt i, og læse op fra sit nye manuskript – en fortsættelse til erindringsromanen ’Den, der lever stille’. Kristina Holgersen vil fortælle om sit lydspor til ’Den, der lever stille’ og fremføre musikken akkompagneret af Line Felding på cello. Sammen åbner de to kvinder op for, hvordan det er at arbejde som musiker og romanforfatter i et samlet udtryk. Det bliver en unplugged aften, hvor publikum bliver lukket helt ind i hjertet af historierne og de dugfriske numre.

’Den, der lever stille’er indtil videre solgt i 140.000 eksemplarer og er blevet belønnet med De Gyldne Laurbær, adskillige andre priser og er købt til filmatisering af Regner Grasten Film. Efter udgivelsen i januar 2018 begav Leonora sig ud på en udsolgt foredragsturné til 150 store og små scener i alle landets afkroge.

Den prisvindende sangerinde og komponist Kristina Holgersen har senest udsendt erindringsalbummet ’Ny start’ og har tidligere fortolket litteratur af blandt andre forfatter Helle Helle. Leonora skriver nu intensivt på fortsættelsen til Den, der lever stille med udgivelse i begyndelsen af 2021, mens Kristina arbejder på musikken.