Lord Of The Lost (DE)
De har turneret Europa rundt med Iron Maiden – nu kommer det genrebrydende metalband Lord Of The Lost til Hotel Cecil.
Over de seneste 13 år har det tyske band Lord Of The Lost kæmpet sig til toppen indenfor den genrebrydende metalscene hvor elementer som glamrock, industrial, hård rock, goth rock/pop og nu metal mødes.
Bandet albumdebuterede i 2010 med “Fears”, som i både hjemlandet og udenlands er blevet rost for dets mørke, melodramatiske stunder og ikke mindst Chris Harms dybe og lovende vokal. Bandet henter deres inspiration hos blandt andre deres tyske kolleger i Rammstein, Nine Inch Nails, Marilyn Manson og måske mest overraskende: Lady Gaga.
I 2022 blev Lord Of The Lost endda udvalgt af Iron Maiden til at være supportband på 18 af deres “Legacy Of The Beast Tour” shows rundt om i Europa. Det gjorde de så godt, at de er inviteret med igen i år når Maiden stævner ud på deres “The Future Past” turné fra slut maj til august.
Med deres nyeste album i bagagen “Blood & Glitter” fra 2022, kommer Lord Of The Lost nu til Danmark og spiller koncert på Hotel Cecil.
Speciel guest:
Med sig tager de det danske rockensemble Superloader, bestående af tidligere medlemmer fra blandt andet Volbeat, Black City & Blå Nætter som med sit mix af den lidt mere grungy hard rock lyd nok skal spille publikum og scenen varme denne tirsdag aften, inden Lord Of The Lost selv indtager scenen.