05.10.2021
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 275 kr. (Eks. gebyr)

Michael Falch Duo

med Adi Zukanovic

Michael Falch giver en eksklusiv duo koncert med Adi Zukanovic på Hotel Cecil den 5. oktober

Bare 11 måneder efter udgivelsen af albummet ‘Forår i brystet’ sender Michael Falch den 3/9 sin karrieres første fuldblods kærlighedsalbum på gaden med titlen ‘Elsker’.

I kølvandet på udgivelsen giver Michael Falch og hans kompagnon på ‘Elsker’, producer og tangentvirtuos Adi Zukanovic, en eksklusiv koncert på Hotel Cecil med numrene fra det nye album plus et ekstranummer-sæt med nogle ældre kærlighedssange.

Koncerten bliver således af en helt anden karakter end den lyttesession/scenesamtale, som Michael Falch også inviterer til på Bremen Teater den 1/9.

Ved udsolgt vil der ikke blive annonceret yderligere shows.

‘Elsker’ er en hel sangcyklus om kærlighedens mange facetter, skrevet på inspirationen fra det overraskende kærlighedsforhold til en asiatisk kvinde, som Michael Falch skildrede i erindringsbogen, ‘Over stregen’, der udkom i foråret.

Den snart 65-årige Michael Falch skaber på ‘Elsker’ i samarbejde med den 30-år yngre Adi Zukanovic, der er mest kendt som producer for fx Bisse og Oh Land, en popsound, der sine steder mere minder om syret synth pop end om den flossede rock, som han skal ud med på næste års udsatte MALURT-reunion-turné. Men de, der følger med i Falchs gøren og laden ved, at de uforudsigelige bevægelser lige netop er trippet for Michael Falch, som de seneste 15 år har oplevet en enestående kreativ og kommerciel opblomstring.

‘Visheden om, at jeg skal ud med DÉT BAND til november og så ud at rocke totalt igennem med MALURT næste år, har givet mig en skøn frihedsfølelse. Det var, som om det krævede et alternativt lydlandskab at forløse disse nye kærlighedssange, der også handler om mødet mellem mennesker fra to meget forskellige kulturer’, fortæller Falchen, der netop har afsluttet en meget velbesøgt poetisk, akustisk sommertur.