Naja Rosa
Naja Rosa har spillet landet tyndt med The Savage Rose og tryllebundet anmeldere og danske musikhjerter med sine stormfulde tusmørke-sange. Den 21/9 spiller hun på Hotel Cecil i København.
Der er gået 7 år siden Naja Rosa udgav sit seneste kritikerroste og prisvindende album ’These Are The Times’. Nu er Naja Rosa tilbage med et personligt og sjælfuldt album, ’Closer To The Sun’. En række yderst helstøbte sange i en hel unik stemning der med skæv og dragende tusmørke pop tager lytteren med på en hypnotiserende rejse.
Naja har de seneste mange år turneret intensivt i Danmark og udland med sit andet band The Savage Rose, på scener som Roskilde Festivals Orange Scene, KB Hallen, Det Kgl. Teater og Operaen. Hun har desuden komponeret, indspillet og produceret, og modtog sammen med bandet i 2020 DMAs ærespris.
Naja Rosa er nu klar med en ny og personlig plade ’Closer To The Sun’. Sangene er skrevet og indspillet sammen med Najas kæreste, trommeslageren Anders Holm (The Savage Rose, Balstyrko etc), gennem de seneste syv år, rundt omkring i verden, og med den internationalt anerkendte producer/musiker Brian Batz (Sleep Party People, Trentemøller, Luster etc).