03.11.2022
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 190 kr. (Inkl. gebyr)

Namasenda (SE)

Manna, Hotel Cecil og Luger præsenterer det svenske hyperpop-talent Namasenda den 3/11.

Svenske Namasenda brød for alvor igennem lydmuren sidste år med mixtapet ‘Unlimited Ammo’, der var et overflødighedshorn af skarpladte våben, eufori og attitude. Mixtapet bød på en stjerneparade af gæster som Oklou, La Zowi, Hannah Diamond og Mowalola og havde Joey Labeija med Dylan Brady fra 100 Gecs og A.G. Cook fra PC Music i producer stolen.

Rygtet havde dog for længst spredt sig efter udgivelsen af ep’en ‘hot_babe_93’ EP og singlen ‘Donuts’, der opnåede en mindre kultstatus. Med singlerne ’24/7′, ‘Dare’ og ‘Wanted’ slog Namasenda yderligere sit navn fast som en af frontpersonerne for den brusende hyperpop-bølge.

Musikalsk trækker Namasenda på alt fra hiphop, trap og hardcore. Mens pandemien rasede, optrådte hun online til virtuelle fester som fx Appleville (sammen med Charli XCX, 100 gecs og Dorian Electra), A. G. Cooks 7G-lanceringsfest (med Hannah Diamond, SOPHIE og mange flere) og til Club Quarantine med Sega Bodega,

Namasenda optrådte siden til Boiler Room Festival i London og til Pitchfork Festival. Til efteråret bringer hun sit euforiske univers til Hotel Cecil, når hun spiller en helt særlig koncert præsenteret i samarbejde med Luger og Manna.