23.03.2022
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 170 kr. (Eks. gebyr)

Noah Gundersen (US)

Noah Gundersen indhyller dig i sjælfuld alternative country, når han vender tilbage til Hotel Cecil den 23. marts. 

Trods sin unge alder har den amerikanske sanger, musiker og sangskriver Noah Gundersen i mere end et årti sat sit aftryk på alternativ country og singer/songwriter-genren i sit hjemland. Til marts vender han tilbage til Hotel Cecil, hvor han gav koncert i 2020, og han medbringer sange fra sit nye album ‘A Pillar Of Salt’.

Musikalsk er han inspireret af navne som Neil Young og Ryan Adams, men hans sjælfulde sange sender også tankerne i retning af beslægtede navne som Josh Ritter, Jason Isbell og Ryan Bingham.

Gundersen fattede tidligt interesse for musik og debuterede som teenager med den selvproducerede ep ”Brand New World” i 2008, samtidig med at han også var en del af indierockgruppen The Courage.

Han fik for alvor hul igennem til et bredere publikum, da hans nummer ”Family” fra 2011-ep’en af samme navn blev udvalgt til hitserien ”Sons of Anarchy”, og i 2014 skrev han sangen ”Day Is Gone” til den populære tv-serie ”The Vampire Diaries” – et nummer, der senere sikrede ham en Emmy-nominering for ”Best Original Music and Lyrics”.

I 2014 udkom også hans debutsoloalbum ”Ledges”, indspillet i Pearl Jam-medlemmet Stone Gossards studie, og siden har han udgivet tre studiealbum, en håndfuld ep’er samt et live-album med The Courage.