10.03.2023
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 185 kr. (Inkl. gebyr)

Pardans

Pardans, der har turneret med bl.a. Iceage og Black Contry, New Road, skruer op for deres innovative syntese af post-punk, avantgarde jazz og progressiv rock, når de spiller koncert på Hotel Cecil den 10/3 med musik fra deres nye album ’Peak Happiness’.

I 2022 vendte Pardans tilbage efter flere års tavshed med sporadiske koncerter i Danmark, en turné i Storbritannien og en række singler, som varsler en ny drejning i bandets musik. Til februar udkommer bandets tredje fuldlængde album “Peak Happiness”, der tager den innovative syntese af post-punk, avantgarde jazz og progressiv rock, de er kendt for, til nye højder.

Efter dannelsen i 2015 fik Pardans hurtigt ry i Københavns undergrundsscene for medrivende, højenergiske koncerter og inden længe turnerede bandet flittigt på tværs af Europa i selskab med bl.a. Iceage og Black Country, New Road. Bandet udgav to anmelderroste plader, før de, plaget af turnétræthed og pandemi, gik i dvale for en stund for at udvikle sig kreativt og modne deres udtryk. Nu er Pardans for alvor tilbage og det markeres på Hotel Cecil til foråret, hvor man kan forvente en storslået aften spækket med ny grænsesøgende, men ikke mindst ørehængende, rock.

”Man må ganske enkelt tage hatten af for, hvor helstøbt og samtidig grænsesøgende en musikalsk oplevelse, det var at opleve Pardans på Gloria denne aften.” GAFFA i anmeldelse af koncert på Roskilde Festival – 6 stjerner

”Derudover føles “Spit and Image” som en tour de force i produktion, sangskrivning og kollektiv energi, som kulminerer i en af tidens bedste og mindst ensrettede danske rockplader.” Passive/Aggressive i anmeldelse af seneste album ’Spit & Image’ (2018)

Pardans består af Daniel Honoré (saxofon, guitar), Gustav Berntsen (vokal, guitar), Oskar Dinesen (trommer) og Rasmus Hastrup (bas). Bandets medlemmer er eller har hver især været affilieret med andre artister som bl.a. Iceage, Marching Church, Ecstasy in Order, Gusse B, Grindset og Emma Acs.