Arrangementet er afholdt

Posh Isolation

The Madness Of Summer

Det toneangivende danske pladeselskab Posh Isolation inviterer til et brag af en sommerfest den 3/6 på Hotel Cecil med lineup VARG2TM, Croatian Amor, Ana Fosca & Vanity Productions, Cockwhore & Macho samt Angel & Atusa

Posh Isolation har gennem 13 år tegnet en stærk international profil med fokus på specielt den københavnske elektroniske scene. Nu præsenterer selskabet en aften på Hotel Cecil, der starter i den kunstmusikalske afdeling og senere bevæger sig over i en bred vifte af klubmusik.

Ana Fosca og Vanity Productions vil præsentere et sart og ofte filmisk materiale fra deres kommende debutalbum. Begge har udgivet melodramatiske albums i løbet af foråret, nu præsenterer de for første gang deres nye materiale sammen.

Croatian Amor har netop begejstret med sit nye album ”Remember Rainbow Bridge”. En på én gang unik, sødmefuld og melankolsk klubmusik med elementer af soundcollage og støjmusik.

Cockwhore & Macho er en hjørnesten i det københavnske queer community. Sammen spiller de et formidabelt mix af disco og house med dybe rødder i LGBTQ+ klubkultur og aktivisme.

Angel & Atusa spiller et ekspressivt mix af genrer fra UK Garage til østasiatiske autotune til iranske folkesange og eksperimenterende elektronisk popmusik.