Arrangementet er afholdt

Roberto Fonseca (CU)

Den internationalt anerkendte, cubanske pianist Roberto Fonseca, der har turneret med Buena Vista Social Club, præsenterer numrene fra sit seneste album, ”Yesun”, den 7. april på Hotel Cecil.

Med sin genreblandende sangskrivning står Roberto Fonseca som en af Cubas mest markante nyere pianister. Hos ham blandes latinjazz og cubanske rytmer med inspiration fra både klassisk musik, funk, hiphop, reggaeton og electronica.

Fonesca er født i 1975 og slog allerede som teenager igennem som pianist i hjembyen Havana, og udover at have udgivet en række album i eget navn har han blandt andet turneret med legendariske Buena Vista Social Club og arbejdet sammen med cubanske ikoner som Ibrahim Ferrer og Omara Portuondo.

I oktober udkom Fonsecas seneste album, ”Yesun”, der understreger hans musikalske mesterklasse, både som pianist og som komponist med speciale i at fusionere afrocubansk musiktradition med nye musikalske impulser. Den 7. april kan du opleve de nye numre live, når han gæster Hotel Cecils intime og stemningsfulde sal.