Arrangementet er afholdt

Sebastian Lind

Sebastian Lind, der fik aflyst sin april-koncert på Hotel Cecil i 2020, kommer nu retur et år senere – og medbringer en række helt nye sange.

I første omgang udgives ’Bleeding God’, den til dato mest personlige sang fra Sebastian, der handler om hvordan han som barn så sine forældre som guder, der vidste og kunne alt! Men disse overmenneskelige væsner mistede deres udødelighed, i takt med at han blev voksen, og i virkeligheden bare var mennesker med fejl, ligesom alle os andre.

Lind, der oprindeligt er fra Svendborg, spænder vidt – fra en sørgmodig, melankolsk singer-songwriter til en selv- og træfsikker poppoet. Han har selv skrevet indspillet og produceret ’Bleeding God’, ligesom på samtlige fire albumudgivelser, men nu udgiver han også selv på sit eget pladeselskab, hvor han selv står for alt det kreative arbejde fra pressebilleder, blogs, videoer og selvfølgelig alt det musikalske.

Sebastian Lind er en selvgjort mand, der nu arbejder fuldstændig independent. Foråret 2021 kommer til at byde på flere single udgivelser, en EP og altså også en koncert på Hotel Cecil den 10. juni. Derudover deltager Sebastian Lind i “Syng min sang”, et nyt musikalsk program fra Tv3, som bliver sendt til foråret.