Arrangementet er afholdt

Selma Judith

Selma Judith slipper vreden og musikken løs på Hotel Cecil den 26. maj.

Den helt nye single “Some Folklores” viser Selma Judiths frie tilgang til popmusikken. Her er livlig violin, ukonventionel rytmik og en strittende lyrisk langefinger til et samfund, hvis forventninger man aldrig kan indfri. Nummeret er første forsmag på hendes kommende debutalbum og som man nu kan stifte nærmere bekendtskab med i forbindelse med hendes første koncert i, hvad der føles som umindelige tider, når hun kommer forbi Hotel Cecil i maj.

Gennem et par år har den helt store talentpil peget på Selma Judith. Hun singledebuterede med ’Kind of Lonely’ i 2018 og fik i de følgende måneder massiv opmærksomhed. Hun blev nomineret til “Årets Håb” ved Steppeulven, til “Fremtidsprisen” i Soundvenue, fik “hold øje med”-stemplet i Politiken og vandt “Årets Musiknavn” til Ibyen-Prisen 2019. Sideløbende spillede hun Vegas Udvalgte og festivaler som Roskilde Festival, Best Kept Secret i Holland, By:Larm i Norge og en udsolgt headlinerkoncert i Vega. Foruden egne koncerter har hun optrådt med MØ og The National samt varmet op for Jada.

Med singlen ‘Some Folklores’ peger pilen nu frem mod Selma Judiths debutalbum:
“Den er meget symptomatisk for hele albummet, fordi der er flere verdenshjørner og rytmer, som trækker i forskellige retninger. Det gør den meget fri. Jeg har villet skabe et rum, hvor vi krydsede genregrænser og lod musikken tage sin plads. Blandt andet ved at give de forskellige instrumentalister plads til at træde frem og fortælle deres ordløse historier. Som violinen i ‘Some Folklores’” siger Selma Judith.

Samtidig passer ‘Some Folklores’ ind i den indignerede lyriske åre, der løber gennem debutalbummet. På singlen retter vreden sig mod et præstationssamfund, hvis forventninger det er umuligt at indfri. Blandet med irritationen mod en selv over at spilde tid på at gøre selvsamme samfund tilfreds.