11.12.2022
Kl 19:30
Dørene åbner kl 18:30
Pris: 290 kr. (Inkl. gebyr)
Siddepladser

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter

Musik og poesi mødes når Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter vender tilbage til Hotel Cecil efter to anmelderroste album og 18 udsolgte koncerter i Den Frie.

Tidligere i år lagde Hotel Cecil rammerne for to udsolgte koncerter med Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. Nu vender forfatter og band tilbage med deres fjerde album i rækken Regnklar rumklang.

Regnklar rumklang byder på digte og temaer fra tre digtsamlinger Nye digte (1987), Hjemfalden (1991) og Det skabtes vaklen (1996). Numrene afspejler på mange måder de menneskelige kompleksiteter og eksistentielle spørgsmål, som alle generationer må forholde sig: væren/ikke væren, kærlighed, død.

”Digtene fylder mindre, men træder skarpere frem. I stedet for at blive indrammet som et billede bliver digtenes billeder så at sige placeret i en montre af lyd, hvor man kan dvæle ved deres efterklange.” – Politiken

Med singlerne Vi tilhører dem og Jeg vågner og konstaterer etablerer Det Glemte Kvarter sig som et af de mest spillede bands på DR P8 Jazz.

Søren Ulrik Thomsens koncise og nøje udvalgte ord har – gennem 40 år – dannet sætninger om menneskets dybeste tvivl, ensomhed, dødelighed og skrøbelighed – men også om håb, kærlighed, natur og liv. Digteren og det 6 m/k store orkester har arbejdet sammen siden 2010, hvor Søren Ulrik Thomsen inviterede Det Glemte Kvarter til at skrive musik til den dengang uudgivne digtsamling Rystet spejl.

Det Glemte Kvarter er: Søren Ulrik Thomsen (oplæsning), Maja Schicker Hartnack (vokal/trommer), Anders Kirkegaard (guitar), Malene Brask Olsen (trommer/klarinet), Janus Rønn Lind Kobbersmed (klaver), Erik Olevik (bas), Mikkel Borrisholt Grevsen (trompet/horn/keys).