27.02.2022
Kl 19:30
Dørene åbner kl 18:30
Pris: 250 kr. (Eks. gebyr)

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter giver koncert på Hotel Cecil den 27. februar i forbindelse med et kommende nyt album.

Til februar 2022 udgiver Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter deres tredje album, og i den forbindelse vender de tilbage til Hotel Cecil den 27. februar for at præsentere de nye sange live.

Mikkel Grevsen udtaler om koncerten: ”Det er altid nervepirrende at præsentere ny musik – specielt fordi musikken i dette tilfælde er bygget op omkring i forvejen eksisterende tekster, som mange folk har et forhold til”.

Allerede i december 2021 udkommer første single fra albummet, som tager udgangspunkt i Søren Ulrik Thomsens digtsamlinger: ‘Nye digte og Hjemfalden’. På albummet har orkesteret arbejdet med en organisk- og dynamisk lyd; både i kompositionen- såvel som i indspilningen af albummet.

Hvor orkesterets andet album ‘Power’ havde samme kølige æstetik, som findes i digtene fra ‘City slang’ og ‘Ukendt under den samme måne’, så er det kommende tredje album i højere grad bygget op omkring lyden af træ, organisk materiel og luft.

Søren Ulrik Thomsens koncise og nøje udvalgte ord har – gennem 40 år – dannet sætninger om menneskets dybeste tvivl, ensomhed, dødelighed og skrøbelighed – men også om håb, kærlighed, natur og liv. Digteren og det 6 m/k store orkester har arbejdet sammen siden 2010, hvor Søren Ulrik Thomsen inviterede Det Glemte Kvarter til at skrive musik til den dengang uudgivne digtsamling Rystet spejl.

Orkesterets medlemmer er:

Maja Hartnack (vokal/trommer), Anders Kirkegaard (guitar), Malene Brask Olsen (trommer/klarinet), Janus Rønn Lind (klaver), Erik Olevik (bas), Mikkel Grevsen (trompet/horn) og Søren Ulrik Thomsen (oplæsning).