Total Hip Replacement & Anyankofo (Ghana)
Den dansk/ghanesiske supergruppe Total Hip Replacement & Anyankofo fylder dig op med solkysset reggae, groovy global pop og highlife på Hotel Cecil i København.
Total Hip Replacement & Anyankofo er en speciel dansk/ghanesisk supergruppe kendt for sine energiske og unikke livekoncerter. Bandet navigerer legende fra opløftende reggae-rytmer gennem sjælfuld highlife.
De swinger, groover og brænder igennem på en helt anden måde, og hele huset vugger i stolene fra første takt af.
GAFFA, ★★★★★
Projektet blev lanceret for fuld kraft i 2022 med udgivelsen af albummet “Anyankofo” og en 50 show-udgivelsesturné fra Ghana til Grønland. Både album og live-shows blev anmelderroste med gode anmeldelser, international radiostøtte og vandt en Danish Music Award Roots som “Årets Rootslivenavn 2021”.
Det var imponerende, sjovt, eksotisk og rørende … et band i verdensklasse.
Bands Of Tomorrow, ★★★★★
I et tæt og ærligt møde formede musikerne fra Total Hip Replacement sammen med ghanesiske highlife og gospel musikere i vinteren 2021 et 9 mands band, der sammen skrev og indspillede et album i Ghana. Albummet “Anyankofo” blev indspillet i det legendariske studie Kwashibu Music Studio i tæt samarbejde med produceren Kwame Yeboah (Pat Thomas & Kwashibu Area Band, Cat Stevens, Craig David) og feature både gamle og nye stjerneskud fra den ghanesiske musikscene i form af highlife legenden Pat Thomas, hip-life rapperen Worlasi og den dobbelt Grammy-nominerede reggaestjerne Rocky Dawuni.
I mødet mellem reggae, highlife, traditionelle rytmer og global pop peger projektet fremad og afsøger en ny sound, men er samtidig en platform for et fælles sprog mellem musikerne og for et globalt publikum. Med et varmt og opløftende udtryk og en stærk kerne af fællesskabsfølelse, handler numrene om møder på tværs af forskellighed, eksistentielle problematikker, kærlighed og kampen for social lighed.