20.05.2021
Kl 21:00
Dørene åbner kl 20:00
Pris: 225 kr. (Eks. gebyr)

Uffe Lorenzen

Uffe Lorenzen spiller ekstrakoncert på Hotel Cecil den 20. maj

Efter at have udsolgt sin første koncert den 21. maj, giver Uffe Lorenzen et ekstra show på Hotel Cecil.

Vi skal ikke længere tilbage 2019, da Uffe Lorenzen sidst var forbi Hotel Cecil, hvor han spillede to udsolgte koncerter. I mellemtiden har han udgivet sit tredje soloalbum ’Magisk Realisme’, og den 20. maj vender han tilbage til Hotel Cecil.

Det nye album er skrevet i en periode i 2019, hvor Spids Nøgenhat- og Baby Woodrose-sangeren ikke havde noget fast sted at bo, men måtte bo i en kuffert og ni forskellige steder på kort tid.

Sangene er derfor skrevet i forskellige lejligheder hen over sommeren og med forskellige vinkler på København – om det så er fra Amager eller Østerbro. Meget af den rodløshed, der kommer af en sådan situation, er fanget på den kommende plade, der også handler om at leve i en storby med mange mennesker og alligevel føle sig ensom og lidt lost.

’Magisk Realisme’ er Uffe Lorenzens tredje solo plade på 4 år og i modsætning til de to første, er der tale om en rockplade denne gang. Noget af det nye materiale lyder som Baby Woodrose på dansk, mens andet leder tankerne hen på Spids Nøgenhat. Ikke mindst den obligatoriske coverversion, der denne gang er Tornerose oprindeligt indspillet af Trille i 1973. En sang som bragte megen glæde, da Uffe Lorenzen spillede den på den foregående turné. Derudover er der også et par overraskelser, der går i en helt anden retning.

Uffe Lorenzen er kendt som den karismatiske forsanger og frontfigur i Spids Nøgenhat og Baby Woodrose. I 2017 udgav Uffe Lorenzen sit første soloalbum ‘Galmandsværk’ under eget navn, og i maj 2019 udsendte han så opfølgeren ‘Triprapport’, der blev vel modtaget blandt presse og publikum. Blandt andet gav GFR albummet 5 ud af 6, og Politiken var ligeledes begejstrede og kvitterede med 4 ud af 6 hjerter. Efter udgivelsen tog Lorenzen på den velbesøgte ‘Tålt Ophold’-turné i Danmark og Norge, og undervejs udgav han coveret ‘If You Have Ghosts’, skrevet af Lorenzens helt store musikalske helt Roky Erickson.