Calby høstede fem stjerner fra blandt andre Soundvenue og Gaffa for debutalbummet 'Burnout', hvor titelnummeret desuden vandt en Carl Pris og blev et af de mest spillede numre på P3 samme år. Siden fulgte udgivelsen "Inner Critic’s Choice Awards" og en landsdækkende turné, og til efteråret kommer Calby til Hotel Cecil med en solokoncert, hvor han har pakket tourkufferten med nye sange og numre fra bagkataloget.
”De fleste af mine sange bliver til, mens jeg sidder alene med min guitar, og jeg kan mærke et behov for at undersøge, hvad der sker, når jeg står på scenen kun med mine sange som medspiller. Det er en koncertform, jeg altid har holdt meget af, og det bliver en spændende måde at mødes på. Jeg glæder mig enormt meget.” – Calby
Koncerterne på turnéen vil ikke blot være en live-optræden, men et intimt møde med Calbys musikalske univers og sangskrivning. Fra den rå fortælling i hitsinglen ”Burnout’ til den gribende single ’Heartbeat’ fra andet album, inviterer Calby sit publikum helt ind i maskinrummet, når han slår vejen forbi Hotel Cecil.