Calby debuterede med udgivelsen Burnout, der blandt andet modtog 5 stjerner fra GAFFA og Soundvenue. Albummet, der var indspillet på en 8-spors båndoptager, var produceret af Tom Elmhirst (Amy Winehouse, Adele m.fl.), og sendte den danske sangskriver ud på landevejene over hele landet med sin nærværende og groovende soulpop. Sangene fra albummet strøg ind på radioen, og snart fulgte Carl Prisen og to nomineringer til Danish Music Awards for Årets Nye Livenavn.
Den 25. oktober indtager han Hotel Cecil, hvor han spillede to udsolgte koncerter sidste år – denne gang i et trioformat: "Jeg blev meget draget af den umiddelbare energi, som opstod på min solo-tour. Det rå moment mellem sangskriver og publikum. Den energi tager vi med ud på den kommende turné, som bliver en musikalsk tretrinsraket – en forhåbentlig nærværende oplevelse, tilbage til udgangspunktet, autentisk og simpelt, men helt sikkert også eksplosivt," fortæller Calby
Koncerten vil blive bygget op omkring sangskriveren og hans guitar. Herefter introduceres bassen med sit dybe groove og tilfører fornyet intensitet til sangene, mens trommeslageren fuldender konstellationen – det klassiske fundament i rockmusikken. Nerven mellem mennesker og instrumenternes rene udtryk er kernen i den musikalske rejse, som Calby ønsker at invitere publikum med på.