Den ene rammer en udpræget nordisk tone. Den anden har hevet Nashville med til Danmark. Den ene skriver på dansk, den anden på engelsk. Men kærligheden til musikken, fællesskabet og hinandens sange er omdrejningspunktet, når Signe Svendsen og Kajsa Vala spiller sammen på Hotel Cecil. Med hvert sit bagkatalog af sange og med hvert sit publikum.
”Vores møder startede en form for venskab og et musikalsk slægtskab. Vi tager farve af hinanden og hinandens traditioner, vender tingene på hovedet og skaber et fælles tredje rum, som hverken er Kajsas eller mit. Det er os to sammen, og det kommer publikum til at mærke,” fortæller Signe Svendsen om samarbejdet med Kajsa Vala.
Så selvom du kender de to musikeres individuelle universer, vil du til denne koncert opleve nye toner og farver, når de to sangskrivere og musikere fortolker, spiller og kommenterer på hinandens sange. Med fokus på det tostemmige, et bredere lydbillede og en oplevelse, der rækker langt udover ’to kvinder, to stemmer og to akustiske guitarer.’
”Vi udvider paletten og vil udnytte, at vi begge to spiller flere instrumenter og kan supplere hinanden i et mix af vores forskelligheder, lyd og genrer,” lover Svendsen, som ikke kan afvise, at der dukker fælles, nyskrevet materiale op til koncerterne. "De gange, vi har spillet sammen, har vi oplevet det som en ’ud af kroppen-oplevelse’, og det vil publikum forhåbentlig også kunne fornemme. Personligt mærker jeg en form for legesyghed og lethed hos Kajsa, som jeg gerne selv vil dyrke mere, og måske smitter jeg også hende den anden vej rundt. Vi gør i hvert fald et nummer ud af at løfte hinanden og vores sange.”
Det er en blanding af Svendsen og Vala, du ikke har hørt før.